Ingredienser:
”Moinkballs”
- Oksekød (30 gram per stk.)
- Bacon
- Sweet Pepper Balls (små søde pebre)
- Rub
- Evt. BBQ-sauce
”Moink” er en sammensætning fra ”moo” fra koen og ”oink” fra grisen på engelsk – der er nemlig både oksekød og bacon i denne noget maskuline grill-snack. Det hakkede oksekød blandes med en god BBQ-rub og pakkes uden om en sweet pepperball (f.eks. Paradiso).
Derefter vikles kuglen ind i bacon og grilles ved 200 grader til baconen er ristet af og klar til at spise. Man kan til sidst smøre moinkball’en med lidt ekstra BBQ-sauce – eller hvad med lige at give dem lidt røg undervejs?
”Atomic buffalo turds”
- Hele friske Jalapeños
- Friskost – eksempelvis Philadelphia
- Cocktailpølser
- Bacon
Det her er en kradsbørstig, lille grillfrækkert fra det klassiske TexMex-køkken, der er helt fantastisk som snacks, mens der grilles – især med en iskold øl til. De er meget enkle at lave: Hver Jalapeño flækkes på midten og de værste kerner fjernes. Peberen fyldes med friskost og dernæst lægges en cocktailpølse ned i osten. Det hele omvikles med bacon. Så skal de bare en tur på grillen (helst ved ca. 150 grader) til baconen er stegt godt af.



